Palle Rasmussen

Palle Rasmussen
Palle Rasmussen

Jeg var sidste år ansat som vikar på Nyborg Gymnasium, men er nu sparet væk og i stedet vikar i industri og håndværk. Jeg har udover STX og HHX på Nyborg undervist på HF og VUC samt HHX, hvor jeg tog pædagogikum. Før jeg fik min første gymnasiestilling i 2012, var jeg tømrersvend og i min fritid vikingekriger.

Min situation taget i betragtning er mit fokus ikke blot vikarernes situation og position i prækariatet, men også de fastansatte, der er tæt på fyring i disse omprioriteringstider. Vi, hhx, htx, stx/hf, eux og VUC er alle i samme båd, blot ikke alle ved det.

GL skal tænke strategisk på den individuelle efter-/videreuddannelse,

som skolerne har reduceret. Selvejet burde have investeret massivt i videreuddannelse, omskoling eller i det mindste i anstændige outplacement-programmer. Det må GL nu råde bod på.

Næsten alt ondt i uddannelsessystemet skyldes de ødelæggende nedskæringer. De skal stoppe! Vi må og skal i samarbejde med bl.a. lederforeningerne råbe politikerne op. Der er snart valg, og både forældre og elever/kursister skal til stemmeurnerne.

De mange målinger og målstyret undervisning i kølvandet på New Public Management skal bekæmpes med alle midler, og gymnasiet må tilbage til den humboldtske model for læring; frihed under ansvar skal erstatte detailstyring, og laget af mellemledere og konsulenter reduceres. Ideelt set bør taxametersystemet også revideres.

Sidst men ikke mindst har jeg på forskellige gymnasier oplevet meget forskelligt psykisk arbejdsmiljø og mange forskelle i kvaliteten af ledelse. Det er derfor centralt for mig, at vi undersøger dette nærmere, og sender dygtige konsulenter ud, hvor det halter.