Martin Mikkelsen

Mine mærkesager 

Martin Mikkelsen
Martin Mikkelsen

Siden folkeskolen er jeg gået målrettet efter at blive lærer. Derfor opfatter jeg lærergerningen som en stor del af min selvforståelse, hvorfor jeg til enhver tid vil kæmpe for lærernes frihed og myndighed i undervisningen.

  •  Afskaffelse eller justering af taxametersystemet

Den nuværende finansieringsmodel til de gymnasiale uddannelser giver lederne økonomiske incitamenter til at lade uegnede elever blive studenter. Det medvirker til at undergrave uddannelsernes faglige anseelse i samfundet. Samtidig medvirker det til at skabe en dårlig arbejdskultur, når lærere og elever kan se, at nogle elever bliver studenter med en minimal arbejdsindsats. Derfor skal taxametersystemet afskaffes eller justeres markant, så økonomiske incitamenter ikke sænker kravene til det faglige niveau.

  • Efteruddannelse er en vigtig forudsætning for skoleudvikling

Vil man skoleudvikling, må man investere i lærernes efteruddannelse. Relevant og faglig efteruddannelse er en vigtig forudsætning for, at den enkelte lærer kan udvikle sit fag individuelt og i samspil med andre.

  •  Fornuftig og begrænset digitalisering

Dagligt kæmper mange gymnasielærere med computere og telefoner om elevernes opmærksomhed. Desværre ser mange ledere stiltiende til og tager ikke de nødvendige initiativer, som kan begrænse it-værktøjernes skadelige virkninger i undervisningen. Ofte gør tiltag som e-bøger, fælles google websites og brug af flere slags intranet det ikke nemmere for lærerne. Jeg savner en realisme og en kritisk stillingtagen til it-værktøjerne i undervisningen. Der skal være plads til, at man åbent og ærligt diskuterer deres styrker og svagheder, ligesom lærerne skal have mulighed for at tilpasse undervisningen herefter.