De pædagogikumløse og løstansatte er udsatte kolleger, der lever på nåde og fra hånden i munden. Pædagogikum skal ikke være en ekskluderende manddomsprøve, som kun er for barnløse eller forældre, der er godt gift.

At være eneforælder må ikke være en hindring for at blive gymnasielærer. Man skal kunne kvalificere sig, når man er vikar ved at tage de fagdidaktiske kurser. Når man gør det – måske ovenikøbet på skiftende arbejdspladser – fordeles arbejdspresset. Mange bliver spist af med en introduktion på skolen/kurset. De kan være heldige at få en mentor, men selv en nok så dygtig kollega kan aldrig erstatte pædagogikum. Det er en urimelig måde at hilse nyansatte velkommen på.

Værst er det at møde kolleger, der har været i job i 3-7 år uden at være kommet i betragtning til pædagogikum. Det er uacceptabelt, at skolens ledelse kan slippe af sted med at spare på pædagogikum. Intet andet job for magistre forhindrer en løbende specialisering.

De sidste reformer af gymnasieuddannelserne har gjort gymnasielærerjobbet til sæsonarbejde i stadig højere grad end tidligere. Det er ikke usædvanligt at se forskelle i den gennemsnitlige ugentlige arbejdsbelastning på 30-50% under og efter grundforløbet eller på forskellige semestre i HF-uddannelsen. Det er uacceptabelt.

GL skal lyttes til, og når kritikken lyder, bør reformer, der i så høj grad ødelægger arbejdsvilkårene for alle parter, rulles tilbage. Gymnasieuddannelserne skal trimmes, så solide kundskaber i bl.a. fremmedsprog, matematik, naturvidenskab og kunstneriske fag kommer i højsædet igen.

Gymnasielærerhvervet er et akademisk arbejde. Respekten for den enkelte lærers faglighed og fagdidaktiske kunnen skal genoprettes. Alt andet er uacceptabelt, for viden og uddannelse er vores vigtigste råstof.