OK 13

OK13-historien – eller hvorfor jeg måtte sige “nej”!

GL-Listen er ikke et gummistempel. Naturligvis ikke! Vi ønsker indflydelse. Naturligvis!

Da Gorm Leschly den 8. februar fortalte, at han havde indgået OK13 ganske alene, altså uden at have inddraget hverken forhandlingsudvalg, forretningsudvalg eller den samlede hovedbestyrelse, var vi mildest talt målløse! Den slags aftale- og tillidsbrud har vi aldrig været ude for før i den ellers demokratiske fagforening GL.

Samme dag havde hovedbestyrelsen indkaldt repræsentantskabet, GL´s højeste myndighed, som består af samtlige tillidsrepræsentanter. Tanken var naturligvis, at vi skulle diskutere OK-situationen og måske tilvejebringe et ændret eller nyt mandat til de videre OK-forhandlinger. Med andre ord: Lægge maximalt pres på forhandlings-parterne. –  Repræsentanterne kom, men kun for at tage OK13 til efterretning.

GL-Listen hylder ikke kyniske betragtninger, dårlige undskyldninger eller usande omskrivninger af historien. Forhandlingsudvalget og hele hovedbestyrelsen sad klar til at blive indkaldt til møde natten mellem den 7. og den 8. Vi blev ikke indkaldt.

Der er tale om et aftale- og  tillidsbrud uden sidestykke i GL´s historie.

Så kort kan det siges.

Resultaterne af OK13

betyder en revolution af vores arbejde – og skal naturligvis evalueres.

Først fik vi en gymnasiereform, hvor vi asfalterede, mens vi kørte, og derefter en karakterreform, der kunne sløre overgangen fra “gammel” tid til “ny” tid. Så kom selvejet med øget konkurrence, markedsføring og “ranking”. Ind imellem kom der heldigvis en nødvendig reform af pædagogikumordningen (fra 2 til 1 år) og derefter teknologiske landevindinger med en “tavlereform” (fra grøn til hvid). Den digitale protokol var en god idé, men den blev efterfulgt af mere eller mindre smarte digitale konferencesystemer som Lectio, Ludus og Fronter.

OK13 sigter efter ukendte besparelser, som vil variere fra skole til skole. Den betyder omlægning af fokus fra tid til opgaver, som imidlertid også er arbejdstid. Den betyder arbejdsintensivering med deraf følgende kvalitetsforringelser.

Hvem er taberne? Det er MEDLEMMERNE og eleverne/kursisterne på de skoler, hvor ledelsen ingen tillid har til de ansatte akademikere, hvor den økonomiske tænkning er det vigtigste parameter.

GL-Listen mener, at det er forkert, når og hvis skolens ledelser tror, at skolen skal betragtes som en erhvervsvirksomhed, der skal give det størst mulige afkast.

Det rigtige er, at skolerne skal løbe rundt, og at undervisningstaxametret skal bruges på undervisning. Længere er den ikke!

……………………………………………………………………

Herunder vores artikel til Gymnasieskolen fra marts ’13 efter endnu et repræsentantskabsmøde (6.3.):

OK13 er ikke OK!

GL´s tab af den centrale aftaleret

GL har mistet sin GL overenskomst 2011, som parterne ellers har brugt mange årsværk på at redigere og forbedre. Overenskomstteksten var vores fælles eje og fungerede desuden som det værn, som det erhvervsgymnasiale område kunne spejle sig i. Nu er vi alle i samme båd.

Ikke blot aftaleretten på forberedelsestiden, men også det maksimale antal skoledage på 209, der er erstattet af en normaliseret årsnorm på 1924 timer, alle akkorder for det skriftlige arbejde (opgaveevaluering) og eksamen/censur, ligesom alle de relativt nye planlægningsbestemmelser med forskudsopgørelse samt aldersreduktion, varsler m.m. er slettet med et pennestrøg.

Dog står der i forhandlingsresultatet, at TR kan indgå lokale arbejdstidsaftaler, men hvis TR ikke kan, er eneste alternativ en ”løbende registrering af arbejdstiden” med såvel ind- og udstempling som en kostbar djøfisering til følge. Vi kommer alle i samme båd!

GL´s gevinster

GL har fået et ”nyt” lønsystem med anciennitetsbestemte løntillæg (1.-7. år). Det betyder på kort sigt et vigtigt og forventet lønløft til de nyansatte, mens de erfarne f.eks. mister deres 17-årstillæg. De ”unormale” VUC-tillæg foruden tillæg til økonomi- og kostinspektorer samt IB-koordinatorer forsvinder, ligesom de ”normale” lønreguleringer ædes op af reguleringsordningen svarende til en reallønsnedgang. Godtgørelser for ”unormal” aften- og nattjeneste forsvinder også.

Balancerer tab og gevinster?

Nej, det mener vi ikke. OK13 er ikke OK. Og derfor kan vi heller ikke anbefale forhandlingsresultaterne.

 

Sigrid Jørgensen

Medlem af hovedbestyrelsen

 

PS Når dette er sagt, vil vi tilføje, at vi til det kommende HB-møde (13.3.) vil sætte alt ind på at komme videre, sådan som repræsentantskabet har bedt os om (den 6.3.) Du er velkommen til at præge debatten og stille spørgsmål, f.eks. på Sigrids FB-side.